Den røde tråd

Jeg skriver erindringer om mig selv, Per Christensen, og om den verden som har omgivet mig.

Min mor gjorde det – skrev erindringer til sine børn.
Onkel Hans gjorde det – skrev erindringer fra sin soldatertid på Bornholm.
Onkel Valdemar – skrev sin slægtshistorie.
Tante Inga – skrev til sine børn, Anne Grete og Bolette.

Min mor skrev med titlen ”Til mine børn” – men mange andre har haft glæde af at læse hendes erindringer, erindringer der slutter når mor har tænkt, at vi børns hukommelse har taget over, og vi selv kender hendes videre historie.
Men hendes erindringer er også et billede af det samfund hun levede i, eller rettere sagt de rum i samfundet som hun levede i.
Min mors erindringer har glædet og inspireret mange som hun slet ikke har tænkt kunne have glæde af hendes erindringer. For mig er det en inspiration, at det mor har skrevet som noget meget personligt faktisk er noget som også fortæller meget om den tid hun har levet i, meget af det personlige bliver alment.

Jeg skriver til mine børn, børnebørn, kommende oldebørn, søskende og søskendebørn og søskendes børnebørn – og alle andre som har lyst til at høre om tidsbestemte og tidstypiske begivenheder i et et eller flere rum i et stort hus med utroligt mange rum. Mine erindringsrum.
Alle de mange rum i huset er forskellige, i hvert rum er mange billeder på væggen, der kører film på en skærm, der er dufte, der er lyde og man kan høre stemmer fra mange andre som var i rummet sammen med mig, eller som stadig lever i og fylder dette rum ud.
Nogle rum findes stadig i huset, selv om det som har fyldt rummet ud nu kun eksisterer som erindringer, som godt kan indeholde fælles erindringer med alle dem, der var i dette rum sammen med mig.
Andre rum udfolder sig stadig i et fælles liv for alle som befinder sig i det rum. Huset er heller ikke færdigt endnu, der kommer nye rum til hen ad vejen. 

Mit liv har ikke fulgt en lige linje, jeg har levet i alle rummene i huset, hvert rum med sine egne rammer, værdier og oplevelser. Derfor bliver mine erindringer også fortællinger om en masse forskellige rum, men også om min vej mellem de forskellige rum, om livet og menneskene i de forskellige rum, om de mennesker jeg har været sammen med i disse rum.

Der er mange begivenheder og historier i de forskellige rum, som jeg måske ikke har oplevet det hele af selv, SÅ jeg vil også gerne, at nogle af dem som jeg har levet med i rummene, også skriver noget fra deres historie til at fylde rummet op.

MEN der er døre ind til alle rummene. Næsten alle dørene er låste, og man skal have en nøgle for at komme ind. Hvis du tror at du selv er en del af et eller flere rum, skal du have en nøgle til døren.
Skriv til mig på per@majskolben.dk, så kan jeg sende dig en nøgle.

Indtil videre har jeg oprettet følgende erindringsrum, som alle bliver løbende fyldt på med nye fortællinger:

Vores barndomshjem, Gammel Rolighed
Bedste og Niels Skovbaks familie, Skovbakkerne
Det minisamfund vi levede i som børn: Rolighed
Elisabeth, min storesøster, uden kode: Elisabeth
De lege som jeg bedst kan huske vi legede: Vore lege
Et rum som er fælles med min skoleklasse: B-klassen-fra-1960
Og selvfølgelig mine erindringer, som hopper ind og ud af mange rum.