Elisabeth – en storesøster til låns
Elisabeth – en solstråle på Rolighed 1954-55
Elisabeth kom med tog til Hjørring sammen med en stor gruppe andre tyske børn i efteråret 1954.
Jeg har forgæves eftersøgt i hvilken sammenhæng et så stort arrangement har fundet sted, så hvis der er nogle som har viden om hvem og hvordan tingene var organiseret, vil jeg meget gerne høre fra dig.
Jeg ved at lægen i Tårs, Søren Larsen var med til at arrangere, men hvilken rolle han spillede har jeg ingen anelse om.
Det var meningen at Elisabeth skulle bo hos dr. Larsens familie; men af en eller anden årsag var han/eller familien i det hele taget, ikke hjemme da gruppen skulle komme, derfor blev Elisabeth indkvarteret hos os i Rolighed.
Da dr. Larsen senere kom for at hente Elisabeth, ville hun ikke med ham hjem, og så blev Elisabeth hos os, og jeg fik en storesøster som jeg ifølge mine forældre var meget glad for. På det tidspunkt var jeg godt 1 år.
Det må have været en kæmpe udfordring for Elisabeth, som på dette tidspunkt nok har været knap 5 år. Mor og far kunne intet tysk, så de kunne ikke tale sammen i starten.
Men man kunne få fyldt sin mave.
Børn lærer hurtigt sprog, så Elisabeth blev rigtig god på vendelbomål.
Måske er Elisabeth født 6. december 1948, det var hun ifølge min mors hukommelse, som hun huskede det i 1994.
En af historierne om Elisabeths familie var, at faderen havde været tysk soldat som havde kæmpet på østfronten, og at familien endnu i 1954 stadig måtte bo i en garage, i byen Auerbach i Bayern. Familien var meget fattig, så mad og tøj var der ikke meget af.
Da Elisabeth kom til os, var rigeligheden af mad et slaraffenland for Elisabeth, hun spiste meget, og tænk sig, hun kunne få et kogt æg, som hun elskede, hver morgen.
Mor syede også kjoler til Elisabeth, det gjorde hende meget stolt at få flotte kjoler.
Da hjemrejsetiden kom, ville Elisabeth ikke med, hun græd inderligt.
Hvordan det har været for hendes forældre at få hende hjem, hvor hun igen skulle “nøjes” med det der kunne serveres i et mangelsamfund som datidens Tyskland, og med den smule penge som forældrene kunne gøre godt med. Det må have været svært i starten, efter hun kom hjem.
Senere skrev mor sammen med Elisabeths mor, oftest til jul. Vi havde naboens søn til at oversætte til og fra tysk, så godt som han kunne.
Så sent som sidst i tresserne har vi selv skrevet med dem, for jeg havde fået tysk på skoleskemaet i 7. klasse, så det blev mig som måtte skrive, efter et halvt års tyskundervisning. Der har været mange i den tyske grammatik som ikke havde bundfældet sig. Senere blev det nu ikke stort bedre med den tyske grammatik.
Omkring 1969 mistede vi kontakten med Elisabeth og familien.
Hilsen til mors 70 års fødselsdag i 1994
Selv om vi ikke skrev sammen til jul, så var Elisabeth bestemt ikke glemt.
Det gav mig den ide, at da vi begyndte at tale om mors 70 års fødselsdag i 1994, fik jeg den ide at forsøge at opspore Elisabeth igen. Vi havde adressen, som de boede på i 1960’erne, LINK nemlig Kornberg 3, Auerbach.
Dengang var der ikke hjemmesider og søgefunktioner, og da der var mange Auerbach i Tyskland, måtte jeg sende fax til mange kommuner i Tyskland.
Jeg ramte rigtigt.
Ind på kontoret på Ruby Rejser kom der en fax fra Elisabeth, og så var forbindelsen skabt igen. Indkopieret i faxen var et kopi at min sidste nytårshilsen, nytåret 1968.
På mors 70 års fødselsdag kunne jeg overbringe en hilsen fra Elisabeth, og kunne blandt andet fortælle at i sommeren 1987 var Elisabeth og hendes mand, Walter, på Lolland, for at opspore os i Tårs, som der også findes et par stykker af på Lolland.
I august 1995 kom Elisabeth og Walter så til det rigtige Tårs, hvor de tilbragte 2 uforlignelige dage med mor og far, samt Mette og mig.
Vi var på ture og vi talte sammen – jeg måtte være bindeleddet mellem vendelbo og tysk.
I 1997 skrev jeg et sidste brev til Elisabeth, hvor jeg kunne fortælle at min far, “onkel Poul” var død i december 1996, og at der var 170 til begravelse i kirken, og der var 125 i missionshuset i Tårs til den efterfølgende mindehøjtidelighed med kaffe og brød.
Siden har jeg ikke hørt fra Elisabeth og Walter.
Jeg har senere kunnet google deres adresse, og jeg har kunnet google en dødsannonce for Elisabeths mor, Anni Grella, som døde i 2017.
Jeg kan se at sidste år var det kun Walter der boede på adressen Auf den Deich, men nu i efteråret 2024, er det deres søn som bor i deres hus i Gross Gerau, så jeg er ikke sikker på at Elisabeth stadig lever, måske heller ikke Walter.
Jeg forsøger i øjeblikket at kontakte sønnen, måske lykkes det.
Indtil da, ikke mere om min bonus-storesøster.
Ny kontakt med Elisabeth
Den 8. november 2024 lykkedes det mig igen at få kontakt med Elisabeth, så nu kan vi maile med hinanden, så denne hjemmeside bliver snarest opdateret med informationer om min bonus-storesøster.